Langrend med mulighed for alpin
Hygge, fællesskab og skiløb for store og små i Gålå

Voksne fra 7.300,00 kr.

Nytår i sneen – langrend for alle

Nytårsfejring i godt selskab

Denne nytårstur er for alle, der gerne vil fejre nytåret i sneen i godt selskab. Begyndere, øvede, unge, gamle, børn, forældre, solorejsende, bedsteforældre – alle er velkomne på denne tur. Det primære fokus for turen er langrend, men der er også mulighed for at løbe alpin på egen hånd i området.

Turen inkluderer ophold på dejligt hotel i 6 nætter, alle måltider samt skiinstruktion (langrend) for voksne og skileg/skiskole for børn samt guidede ture af forskellig længde. Der er indlagt en programfri dag i løbet af turen, og de øvrige dage vil der være flere tilbud at vælge imellem. Børneaktiviteterne er målrettet børn fra skolealderen og op, men mindre børn kan deltage i nogen af aktiviteterne sammen med en voksen – og de helt små kan blive trukket af mor eller far i en pulk, som kan lejes ifm. bestilling af turen.

Alle aktiviteter er tilbud, og der er ingen forventninger om, at man deltager i andet eller mere, end man har lyst til. Det er jo ferie. Med instruktører til rådighed og mad, der bliver serveret, er det eneste du skal fokusere på at slappe af og nyde omgivelserne, opleve, lære og hygge dig med de andre deltagere. Det er nemt, bekvemt og hyggeligt for både store og små.

Læs mere om turen

Aktiviteter
De første dage er der tilbud om hhv. begynderundervisning, tekniktræning for de mere rutinerede samt skileg for børnene. Senere på ugen tilbydes der guidede ture af forskellig længde ud i terrænet. Gruppen sidder sammen og spiser, og efter middagen mødes vi over en kop kaffe eller te mens guiden fortæller om næste dags planlagte aktiviteter. Hvis tilbuddene ikke passer til humøret eller dagsformen, er man velkommen til at løbe ture på egen hånd eller sammen med nogle af de andre deltagere. Vi tilrettelægger vores ture, så fællesskabet er en mulighed man kan vælge til i det omfang, man har lyst til. Det er hyggeligt, hvis I vil med på turene, og det er helt i orden, hvis I hellere vil løbe en tur på egen hånd eller tage en slapperdag med benene oppe og en god bog i hånden.

Hotellet og maden
Vi bor på Gålå Hotell, der ligger fint placeret på Gålå med en fantastisk udsigt over området fra spisestuen. Ud over den lyse og venlige spisesal er der en stor opholdsafdeling nedenunder samt en hyggelig lille tv-krog ved receptionen. I kælderen er der saunaområde med bruse- og omklædningsfaciliteter.

Hotellet byder både på enkelt-og dobbeltværelser, samt værelser med plads til en ekstra opredning. Desuden er der nogle familieløsninger med to sammenhængende værelser. Værelserne er pæne og lyse – alle med eget bad. Hvis du vil være sikker på at få et værelse, der vender mod vest og udsigten, er det muligt at tilvælge ifm. bestillingen.

Familier på op til tre personer indkvarteres på ét værelse med en ekstra opredning, mens familier med 4-6 medlemmer indkvarteres på to værelser, evt. med dør imellem hvis muligt og ellers to værelser ved siden af hinanden.

Alle måltider, ekskl. drikkevarer, er inkluderet i prisen. I forbindelse med morgenmaden smører I selv jeres frokostmadpakker og fylder termoflaskerne med varme drikke, og om aftenen serveres der en 2-3 retters middag eller buffet efterfulgt af aftenkaffe og -te.*

Hvis du har spørgsmål til turen, er du meget velkomne til at ringe på tlf. 2033 0033.

* Særlige kostbehov kan medføre pristillæg. Kontakt os inden bestilling, hvis I har behov for, at køkkenet tager særlige hensyn.

Området
Området ved Gålå byder på en fin kombination af panoramaudsigter mod de smukke høje toppe i de omkringliggende nationalparker og et let tilgængeligt, stort og meget velkørt løjpenet. Så uanset om I er nye på ski eller mere erfarne, er vi sikre på, at denne uge vil give jer en masse gode og smukke naturopleveler, fysisk udfoldelse og tid sammen med andre hyggelige mennesker i alle aldre.

Gålå ligger på et plateau, hvorfor der er mange relativt flade løjper – så flade som de nu kan være på fjeldet. Øvede skiløbere kan tage skiene på 50 meter fra hotellet, mens begyndere nok vil foretrække at gå 5 minutter op til skistadion, hvor det præparerede løjpenet begynder. Ved skistadion er der som en ekstra bonus en lysløjpe, så det er muligt at øve sig eller tage en tur med pulsen i vejret efter solnedgang – det er en dejlig mulighed ved nytårstid, hvor dagene er korte.

Der er et mindre alpinanlæg 5 minutter fra hotellet, så det er muligt at supplere langrendsløbet med ture på de brede ski på egen hånd. Hvis der er behov for mere udfordrende alpinforhold, ligger Kvittfjell ca. 45 min. fra Gålå, så en dagstur hertil er inden for fornuftig rækkevidde.

Det er svært at spå om sneforholdene i december, men Gålå byder normalt på nogle af Norges bedste løjpeforhold i den tidlige vinter. Der afholdes typisk stævne på stadion allerede i november, hvorfor lysløjpen præpareres med kunstsne. Og normalt er der faldet så meget naturlig sne i december, at gode dele af løjpenettet er kørt.

Program for turen
Ankomst: Fra kl. 15.00 onsdag den 27/12 2023

Afrejse: Senest kl. 10.00 tirsdag den 2/1 2024

Priser:
Voksne (fra 15 år) i delt dobbeltværelser: 7.300 kr.
Børn (4-14 år) i: 3.950 kr.
Børn (0-3 år): 500 kr.

> Familier med op til 3 medlemmer bor på ét værelse med opredning. Familier med 4-6 medlemmer deler 2 værelser ved siden af hinanden, evt. forbundne værelser hvis muligt.

Tilkøbsmuligheder:
* Skileje: + 650 kr. inkl. støvler/stave (450 kr. for personer med højde under 130 cm). Pulk: + 650 kr.
* Enkeltværelse: + 1500 kr.
* Værelse mod vest: + 600 kr. for enkeltværelse, + 1.200 kr. for dobbeltværelse

Hvad er inkluderet i prisen
*6 overnatninger i delt(e) værelse(r)
*Fuld pension: Morgenmad, frokostmadpakke og fyldning af lille termoflaske, middag samt aftenkaffe. Første måltid er aftensmad på ankomstdagen, sidste måltid er morgenmad inkl. madpakkesmøring på afrejsedagen.
*Aktivitetsprogram i fire dage

Hvad er ikke inkluderet
*Transport mellem Danmark og destinationen.
*Drikkevarer ifm. måltider og ellers
*Rejseforsikringer og afbestillingsforsikringer.

Hvordan kommer jeg til Gålå
Med fly og tog
Den hurtige og bekvemme løsning er at flyve til Oslo/Gardermoen og tage toget direkte fra lufthavnsterminalen til Vinstra. Togturen til Vinstra tager ca. 2,5 time, og derfra er der en 15-20 minutters taxatur til Gålå. Vi hjælper gerne med at koordinere fælles taxatransport, hvis flere deltagere vælger denne transportform.

Med egen bil hele vejen:
Det tager ca. 10 timer inkl. et par pauser at køre fra København til Gålå. Fra Oslo er der knap 300 km. Særligt det sidste stykke efter Lillehammer op i gennem Gudbrandsdalen er en oplevelse i sig selv med stejle fjeldsider, der tårner sig op på begge sider af vejen. Ud over udgifter til benzin/diesel, skal der påregnes udgifter til at krydse Øresund eller Skagerrak samt til vejafgifter i Norge. Turen med egen bil er den billigste og mest fleksible måde at komme afsted på. Husk at medbringe snekæder, da det sidste stykke er stejlt og til tider glat. Hvis du vil med færgen Helsingør-Helsingborg er det en god ide at bestille plads i god tid, da vinterferieugerne ofte er meget travle (der er naturligvis altid Øresundsbroen, men det kan være en omvej for nogle).

Med bil og færge:
En nem, bekvem og sjov måde at starte ferien på, er ved at sejle til Norge med bilen ombord og derfra selv køre det sidste stykke til Gålå. Fra Sjælland kan man sejle København-Oslo, og fra Jylland kan man sejle Frederikshavn-Oslo, Hirtshals-Langesund og Hirtshals-Larvik. Husk at bestille plads i god tid.

Book din rejse her

Nytår i sneen – langrend for alle

Samlet i alt

Shopping cart

0
image/svg+xml

No products in the cart.

Continue Shopping