Voksne fra 9.800,00 kr.
Langrend for voksne, Smuksjøseter, Påsken 2026 (28/3-3/4)
Kom med helt op på højfjeldet til den smukt og øde beliggende Smuksjøseter Fjellstue, hvor vi skal nyde de lange lyse dage i den norske vårvinter. Både begyndere og øvede skiløbere er velkomne. Turen til Smuksjøseter byder som et ekstra krydderi på en tur med bæltekøretøj de sidste 5 kilometer, da der ikke er bilvej mellem Høvringen og Smuksjøseter om vinteren.
Læs mere om turen
Kom godt i gang med langrend eller bliv endnu bedre end du allerede er. Alt sammen mens du nyder de fantastiske omgivelser på højfjeldet ved Smuksjøseter. Både helt grønne og mere erfarne langrendsløbere er velkomne på denne tur. De første dage byder instruktørerne på langrendsinstruktion for begyndere samt genopfriskning og videreudvikling af teknikken for de mere øvede langrendsløbere. Der arrangeres også guidede dagsture af forskellig længde ud i det fantastiske løjpeområde, som omgiver Smuksjøseter.
Hver aften sidder gruppen sammen og spiser og efter maden præsenterer guiderne næste dags aktivitetstilbud over en kop kaffe eller te. Aktiviteterne tilrettelægges med udgangspunkt i deltagernes niveau og ønsker samt vind og vejr. Alle aktiviteter er tilbud, og der er ingen forventninger til, hvor meget man deltager i – det er jo ferie. Så der er ingen løftede øjenbryn, hvis du en dag foretrækker at løbe en tur på egen hånd eller foretrækker at slappe af med en god bog i den hyggelige pejsestue.
Smuksjøseter er en helt unik fjeldstue, som vi er meget glade for at have fået på programmet. Den ligger aldeles for sig selv blandt snedækkede fjelde, og turen derop er en oplevelse i sig selv. De sidste 5 km skal tilbagelægges i bæltebil (eller på ski – men det er bøvlet med bagagen), da der ikke er vintervej det sidste stykke fra Høvringen.
Udsigten fra fjeldstuen er bjergtagende og opholdsrummene hyggelige og stemningsfulde. Maden er god og solid norsk fjeldstuemad, og morgen- og aftensmaden serveres i spisestuen, mens frokosten består af en selvsmurt frokostmadpakke, som du kan tage med ud på skitur.
Alle hotelværelserne har eget bad/toilet, og nogle har udsigt mod søen mens andre har mod fjeldet. Værelserne er enkelt indrettet men pæne og i orden.
*OBS: Særlige kostbehov kan medføre pristillæg. Kontakt os inden booking, hvis du har behov for, at køkkenet tager særlig hensyn.
Smuksjøseter ligger 5 km. fra den lille fjeldlandsby Høvringen ca. 4 timer nord for Oslo. Fjeldstuen ligger helt for sig selv 1130 MOH lige på grænsen til Rondane, der er Norges ældste nationalpark. Løjperne begynder lige uden for hotellet og løjpenettet er stort og varieret og byder på et væld af højfjeldsløjper. Her over trægrænsen er der bjergtagende udsigter i alle retninger. Området byder på flere serveringssteder i fjeldet, så man efter en god tur med kolde kinder kan komme ind i varmen og nyde en kop kakao og en vaffel.
Ankomst:
Fra kl. 15.00 lørdag den 28/3 2026
Afrejse:
Kl. 10.00 fredag den 3/4 2026
Priser:
Pr. person i delt dobbeltværelse (eget bad/toilet): 9.800 kr.
Pr. person i enkeltværelse (eget bad/toilet): 11.300 kr.
Tilkøbsmuligheder:
*Skileje: + 675 kr. inkl. støvler/stave
Dette er inkluderet i prisen:
*6 overnatninger i valgt værelsestype
*Fuld pension: Morgenmad, selvsmurt madpakke og fyldt termokande samt middag med aftenkaffe. Første måltid er aftensmad på ankomstdagen, sidste måltid er morgenmad på afrejsedagen.
*Aktivitetsprogram med instruktion og guidede ture i 5 dage.
Dette er ikke med i prisen:
*Transport til og fra Høvringen
*Drikkevarer ifm. måltider og ellers
*Rejseforsikringer og afbestillingsforsikringer.
Alle deltagere og deres bagage skal med bæltebil de sidste 5 km. fra Høvringen til Smuksjø, da der ikke er vintervej. Bæltebilen kører både midt på eftermiddagen og først på aftenen. De præcise tidspunkter meldes ud i god tid inden turen. Deltagerne skal selv finde vej til Høvringen, der ligger ca. 4 timer fra Oslo, og den tur kan tilbagelægges på flere måder – se nedenfor.
Med egen bil:
Det tager 10-11 timer inkl. et par pauser at køre fra København til Høvringen. Fra Oslo er der ca. 300 km. Særligt det sidste stykke efter Lillehammer op i gennem Gudbrandsdalen er en oplevelse i sig selv med stejle fjeldsider, der tårner sig op på begge sider af vejen. Ud over udgifter til benzin/diesel, skal der påregnes udgifter til at krydse Øresund eller Skagerrak og til vejafgifter i Norge. Turen med egen bil er den billigste og mest fleksible måde at komme afsted på. Husk at medbringe snekæder, da det sidste stykke er stejlt og til tider glat.
Med fly og tog:
Flyv til Oslo/Gardermoen og tag toget direkte fra lufthavnen til Otta og derfra en taxa videre op på fjeldet. Togbilletter købes på www.vy.no, og de frigives 3 måneder frem i tid. Det plejer at være nemmest at vælge fly, der korresponderer med toget kl. 14.29 fra Oslo Lufthavn mod Otta og på hjemvejen med toget, der afgår kl. 11.30 fra Otta med ankomst til Oslo Lufthavn kl. 14.30. Vi anbefaler, at man booker fly, der gerne giver minimum 2 timers tid mellem fly og tog, så der er plads til lidt forsinkelse og bagagehåndtering. Taxaturen mellem Otta og Høvringen tager ca. 25 minutter, og vi hjælper gerne med at arrangere fælles taxa, hvis flere deltagere vælger denne rejseform.
Med bil og færge:
En nem og bekvem måde at starte ferien på er ved at sejle til Norge med bilen ombord på færgen og derfra selv køre det sidste stykke til Høvringen. Fra Sjælland kan man sejle København-Oslo, og fra Jylland kan man sejle Frederikshavn-Oslo og Hirtshals-Larvik. Husk at bestille plads i god tid.