Aktiv og hyggelig ferie i sneen
Langrend for begyndere og øvede

Voksne fra 8.500,00 kr.

Langrend for voksne, Høvringen Høgfjellshotell uge 10 2026 (28/2-7/3).

Inkl. alle måltider og aktivitetsprogram

Kom godt og trygt fra start på langrendsskiene. Eller bliv en endnu bedre skiløber, end du allerede er. På denne tur får du ophold i 7 dage på hyggeligt norsk hotel med fuld pension, godt selskab og 5 dages aktivitetsprogram med undervisning og guidede ture. Alt sammen midt i et af Norges bedste og smukkeste langrendsområder lige ved grænsen til Rondane Nationalpark.

Læs mere om turen

Som deltager på denne tur tilbydes du en række forskellige langrendsaktiviteter sammen med andre hyggelige danske skiløbere. De første dage  byder instruktørerne på begynderundervisning til nye langrendsløbere og genopfriskning og finpudsning af teknikken til de mere øvede. Senere på ugen er der tilbud om guidede ture af varierende længde og tempo ud i det smukke løjpeområde. Ofte fletter vi lidt tekniktræning ind undervejs på turene, så vi får brugt terrænet til at øve de teknikker, som det inviterer til.

Gruppen sidder sammen og spiser, og i forbindelse med aftensmaden er der en kort samling, hvor guiderne præsenterer næste dags turtilbud. Der er ikke et fast program for turen, da vi tager hensyn til vind, vejr og deltagernes niveau og ønsker i den løbende planlægning. Alle aktiviteter er tilbud, og der er ingen forventning om, at man deltager i andet eller mere, end man har lyst til – det er jo ferie.

Det primære fokus på denne tur er langrend i præparerede løjper, men hvis der er stemning for en dagstur på fjeldski uden for sporene, finder vi også ud af det. Det er muligt at leje fjeldski på stedet.

Høvringen Høgfjellshotell ligger i centrum af Høvringen, som er en ganske lille fjeldlandsby bestående af en håndfuld hoteller, en købmand og nogle fritidshytter. Hotellet er hyggeligt med en rar og hjemlig stemning. Der er flere forskellige afdelinger, der hver især bærer præg af den tid, hvor de er bygget. Ved tilmelding kan du vælge mellem at bo i forskellige værelsestyper, og prisen afhænger af, hvad du vælger. Alle værelser er enkelt indrettet uden fx tv. Værelserne i 1920´er fløjen har lidt stemning som et ældre badehotel, og der er fælles bad og toilet på gangen. I 1960´er fløjen har alle værelser eget bad og toilet, og de fleste er indrettet med to enkeltsenge, mens enkelte værelser har en dobbeltseng. 1990´er værelserne har dobbeltseng og altan. Næsten alle værelser vender mod syd, og alle er lyse og venlige. Hotellet byder desuden på flere pejsestuer, sauna samt en dejlig udeplads i eftermiddagssolen.

Prisen inkluderer ophold i 7 nætter med fuld pension*. Morgenbuffeten er stor og indbydende, og i forbindelse med morgenmaden smører du selv en frokostmadpakke og henter din termokande, som er blevet fyldt med varm drikkelse efter dit ønske. Om eftermiddagen serveres der suppe, som det er hyggeligt og mødes over og tale om dagens oplevelser, og om aftenen serveres der en varm ret samt dessert. Maden er norsk fjeldstuemad, hvilket vil sige enkel og mættende og ikke et kulinarisk højdepunkt.

*Særlige kostbehov kan medføre pristillæg. Kontakt os inden bestilling hvis I har behov for, at køkkenet tager særlige hensyn.

Høvringen ligger lige ved Rondane, der er Norges ældste nationalpark. Området udmærker sig ved et varieret terræn med langstrakte vidder over trægrænsen, majestætiske fjeldmassiver og et hyggeligt skovområde. Løjpenettet er stort og velpræpareret, og vi bor midt i det med løjper lige uden for døren. Fraværet af alpine skianlæg i området tiltrækker hvert år mange vintergæster med hang til ro, nærvær, langrend, turskiløb og spektakulære naturoplevelser. Området byder på flere serveringssteder ude i løjpenettet, så der er mulighed for at komme indendørs og slappe af over en vaffel og en kop varm kakao, inden turen igen går tilbage til vores hyggelige hotel.

Ankomst: Fra kl. 15.00 lørdag den 28. februar 2026

Afrejse: Senest kl. 10.00 lørdag den 7. marts 2026

Pris:
Fra 8.500 kr. pr. person (i delt dobbeltværelse med bad/toilet på gangen).

Tilkøbsmuligheder:
*Tillæg for enkeltværelse: 1.500 kr.
*Tillæg for værelse med eget bad/toilet: 700 kr. pr. person
*Tillæg for værelse med altan, dobbeltseng og eget bad/toilet: 3000 kr. pr. værelse (ring før bestilling).
*Skileje: + 675 kr. inkl. støvler/stave
*Plads på transferbussen Gardermoen/Høvringen t/r: 1.000 kr. pr. person

*7 nætter i delt dobbeltværelse (enkeltsenge) med bad/toilet på gangen. Enkeltværelser og værelser med eget bad/toilet kan tilkøbes.
*Fuld pension: Morgenmad, frokostmadpakke, let eftermiddagsmad og 2 retters middag (hovedret og dessert). Første måltid er aftensmad på ankomstdagen, sidste måltid er morgenmad inkl. madpakkesmøring på afrejsedagen.
*5 dages aktivitetsprogram

Følgende er ikke med i prisen:
*Transport mellem Danmark og destinationen.
*Drikkevarer ifm. måltider og ellers
*Rejse- og afbestillingsforsikringer.

Hvordan kommer jeg til Høvringen
Med egen bil hele vejen:
Det tager ca. 10-11 timer inkl. et par korte pauser at køre fra København til Høvringen. Fra Jylland er det oplagt at sejle til Norge – se nedenfor. Fra Oslo er der knap 300 km. Særligt det sidste stykke efter Lillehammer op i gennem Gudbrandsdalen er en oplevelse i sig selv med stejle fjeldsider, der tårner sig op på begge sider af vejen. Ud over udgifter til benzin/diesel, skal der påregnes udgifter til at krydse Øresund eller Skagerrak og til vejafgifter i Norge. Husk at medbringe snekæder til det sidste stykke op ad fjeldet – ved glat føre kan de være nødvendige.

Med bil og færge:
En nem, bekvem og sjov måde at starte ferien på, er ved at sejle til Norge med bilen ombord og derfra selv køre det sidste stykke til Høvringen. Fra Sjælland kan man sejle København-Oslo, og fra Jylland kan man sejle Frederikshavn-Oslo og Hirtshals-Larvik.

Med fly og transferbus:
Flyv til Oslo og tag bussen til/fra Høvringen. Bussen kører direkte fra Gardermoen på ankomstlørdagen kl. 14.00 og er i Høvringen kl. 18.15. På afrejselørdagen kører bussen fra Høvringen kl. 8.30 og er i Gardermoen kl. 13.
Vi anbefaler, at man booker fly, der giver minimum 2 timers luft mellem fly og bus, så der er plads til lidt forsinkelser uden at man kommer for sent til næste transportmiddel. Pladser på bussen kan bookes ifm. booking af turen.

Med fly og tog:
Flyv til Oslo/Gardermoen og tag toget direkte fra lufthavnen til Otta og derfra en taxa videre op på fjeldet. Togbilletter købes på www.vy.no, og de frigives 3 måneder frem I tid. Det plejer at være nemmest at vælge fly, der korresponderer med toget kl. 14.29 fra Oslo Lufthavn mod Otta og på hjemvejen med toget, der afgår kl. 11.30 fra Otta med ankomst til Oslo Lufthavn kl. 14.30. Vi anbefaler, at man booker fly, der gerne giver minimum 2 timers tid mellem fly og tog, så der er plads til lidt forsinkelse og bagagehåndtering. Taxaturen mellem Otta og Høvringen tager ca. 25 minutter, og vi hjælper gerne med at arrangere fælles taxa, hvis flere deltagere vælger denne rejseform.

Book din rejse her

Langrend for voksne, Høvringen Høgfjellshotell uge 10 2026 (28/2-7/3).

Samlet i alt

Shopping cart

0
image/svg+xml

No products in the cart.

Continue Shopping