Voksne fra 10.300,00 kr.
Langrend for voksne, Brekkeseter uge 11 2025
Den dejligste skiferie for øvede langrendsløbere. God mad på charmerende lille hotel med løjper lige uden for døren tilsat tekniktræning og guidede ture i godt selskab med andre glade langrendsløbere. Det er vores opskrift på den hyggeligste langrendsferie midt i det smukke hvide højfjeld ved Rondane Nationalpark.
Læs mere om turen
Oplev det storslåede højfjeldsområde ved Høvringen mens du bliver bedre til langrend. Denne langrendsferie er målrettet øvede langrendsløbere, der gerne vil løbe dagsture på 15-25 km med gode pauser undervejs. Gruppens instruktør tilbyder tekniktræning samt guidede ture ud i det smukke løjpenet. Fokus er på langrendsløb i præparerede løjper, men skulle der være stemning for det, er det også muligt at lave en dagstur på fjeldski uden for løjperne eller måske tage en tur på snesko. Hver aften sidder gruppen sammen og spiser, og efter maden præsenterer guiden næste dags aktivitetstilbud over en kop kaffe eller te. Programmet ligger ikke fast på forhånd, da aktiviteterne tilrettelægges med udgangspunkt i deltagernes behov og ønsker samt vind, vejr og løjpeforhold. Alle aktiviteter er tilbud, og der er ingen forventninger til, hvor meget man deltager i – det er jo ferie. Aktivitetsprogrammet løber over 5 dage, så der er indlagt en programfri dag midt i ugen, hvor man enten kan løbe tur på egen hånd eller måske bare slappe af med en god bog i den hyggelige pejsestue.
Brekkeseter er vores bedste bud på en langrendsferie for feinschmeckere i Høvringen. Hotellet er ganske lille og ualmindeligt hyggeligt og serverer måltider, der vidner om stor kærlighed til den gode smagsoplevelse baseret på så mange lokale råvarer som muligt.* Måltiderne, og det gode selskab, nydes i den hyggelige spisestue med åben pejs, mens kaffen kan indtages i den stemningsfulde pejsestue. Rundt om hotellet ligger en række ældre nænsomt restaurerede sæterhytter, så det opleves lidt som at bo midt i et idyllisk frilandsmuseum.
Alle hotelværelserne vender mod syd og har store vinduer, så de er dejligt lyse. De fleste værelser er indrettet med en dobbeltseng, mens enkelte værelser er møbleret med to enkeltsenge. Alle værelserne har eget bad/toilet. Værelserne er enkelt indrettet og uden fx tv. De er rene og pæne, men ikke luksuriøse, og det samme gør sig gældende for værelsesgangen. Man skal med andre ord vælge at bo på Brekkeseter på grund af maden, de hyggelige og stemningsfulde opholdsarealer og smukke omgivelser.
I hotellets underetage er der et stort tv- og aktivitetsrum med bordtennis og billard. Derudover er der en fin saunaafdeling af nyere dato.
* Særlige kostbehov kan medføre pristillæg. Kontakt os inden bestilling hvis du har behov for, at køkkenet tager særlige hensyn.
Brekkeseter ligger øverst i Høvringen lige på grænsen til Rondane, der er Norges ældste nationalpark. Løjperne begynder lige uden for hotellet og løjpenettet er stort og varieret og byder på et væld af højfjeldsløjper. Over trægrænsen er der bjergtagende udsigter både mod de nære toppe i Rondane og de lidt fjernere toppe i Jotunheimen. Området byder på flere serveringssteder i fjeldet, så man efter en god tur med kolde kinder kan komme ind i varmen og nyde en kop kakao og en vaffel. Hvis vejret viser sig fra sin barske side, kan man putte sig lidt for vinden på løjperne i det hyggelige skovområde, der ligger ca. 1 km. fra Brekkeseter.
Ankomst:
Fra kl. 15.00 på ankomstdagen d. 8/3 2025
Afrejse:
Senest kl. 10.00 på afrejsedagen d. 15/3 2025
Priser:
Pr. person i delt dobbeltværelse på hotellet (eget bad/toilet): 10.300 kr.
Tillæg for enkeltværelse: 1.500 kr.
Tilkøbsmuligheder:
*Skileje: + 675 kr. inkl. støvler/stave
*7 overnatninger i valgt værelsestype
*Fuld pension: Morgenmad, selvsmurt madpakke og fyldt termokande samt middag med aftenkaffe. Første måltid er aftensmad på ankomstdagen, sidste måltid er morgenmad på afrejsedagen.
*Aktivitetsprogram med guidede ture i 5 dage.
Følgende er ikke inkluderet i prisen:
*Transport til og fra Høvringen
*Drikkevarer ifm. måltider og ellers
*Rejseforsikringer og afbestillingsforsikringer.
Med egen bil hele vejen:
Det tager ca. 10 timer inkl. et par pauser at køre fra København til Høvringen. Fra Oslo er der ca. 300 km. Særligt det sidste stykke efter Lillehammer op i gennem Gudbrandsdalen er en oplevelse i sig selv med stejle fjeldsider, der tårner sig op på begge sider af vejen. Ud over udgifter til benzin/diesel, skal der påregnes udgifter til at krydse Øresund eller Skagerrak og til vejafgifter i Norge. Turen med egen bil er den billigste og mest fleksible måde at komme afsted på. Husk at medbringe snekæder, da det sidste stykke er stejlt og til tider glat.
Med fly og tog:
Den bekvemme løsning er at flyve til Oslo/Gardermoen og tage toget direkte fra lufthavnen til Otta og derfra en taxa videre op på fjeldet. Togbilletter købes på www.vy.no, og de frigives 3 måneder frem I tid. Det plejer at være nemmest at vælge fly, der korresponderer med toget kl. 14.29 fra Oslo Lufthavn mod Otta og på hjemvejen med toget, der afgår kl. 11.30 fra Otta med ankomst til Oslo Lufthavn kl. 14.30. Vi anbefaler, at man booker fly, der gerne giver minimum 2 timers tid mellem fly og tog, så der er plads til lidt forsinkelse og bagagehåndtering. Taxaturen mellem Otta og Høvringen tager ca. 25 minutter, og vi hjælper gerne med at arrangere fælles taxa, hvis flere deltagere vælger denne rejseform.
Med bil og færge:
En nem og bekvem måde at starte ferien på er ved at sejle til Norge med bilen ombord på færgen og derfra selv køre det sidste stykke til Høvringen. Fra Sjælland kan man sejle København-Oslo, og fra Jylland kan man sejle Frederikshavn-Oslo, Hirtshals-Langesund og Hirtshals-Larvik. Husk at bestille plads i god tid.