Voksne fra 5.900,00 kr.
Langrend for familier, Rondeheim uge 7 2025
Fællesskab, skiløb og sjov i sneen er nøgleordene for denne tur, der går til Høvringen lige ved Rondane Nationalpark. Der er flere guider med på turen, som både byder på skiskole for nye og erfarne skiløbere og også gerne står for andre aktiviteter som fx. snehulegravning, små eventyr på snesko eller bålhygge i sneen. Deltagerne bor i storhytter og er fælles om madlavningen. Hvis det, kombineret med legekammerater til børnene og godt selskab til de voksne, lyder som noget for jer, så læs videre nedenfor.
Læs mere om turen
Kom godt fra start på langredsskiene. Eller bliv endnu bedre, end I allerede er. Der er koblet flere instruktører på denne tur, og i løbet af ugen vil de byde på skiskole for hhv. børn og voksne, begyndere og øvede, guidede ture af forskellig længde samt sjov og hygge i sneen. Hver aften sidder gruppen sammen og spiser, og i forbindelse med maden præsenterer guiderne næste dags aktivitetstilbud. Aktiviteterne tilrettelægges med udgangspunkt i deltagernes behov og ønsker samt vind, vejr og løjpeforhold. Alle aktiviteter er tilbud, og der er ingen forventninger til, hvor meget man deltager i – det er jo ferie. Aktivitetsprogrammet løber over 5 dage, så der er indlagt en programfri dag, hvor man enten kan løbe tur på egen hånd eller måske bare slappe af og hygge med det brætspil, man ellers aldrig får tid til at spille.
Fælles madlavning
Deltagerne på denne tur bor i storhytter og deles om madlavningen. Vi organiserer det, så voksne og større børn inddeles i madhold, som hver især laver morgenmad og aftensmad 1-2 dage i løbet af ugen. Resten af ugen kan man holde fri og nyde, at andre serverer maden og står for opvasken. Maden tilberedes i et storkøkken, hvor der er god plads til at tilberede måltider til mange mennesker. Her er industriopvaskemaskine, stor ovn og andre bekvemmeligheder, der gør madlavning til mange mennesker til en overkommelig opgave.
Sne & Vand står for indkøb af alle madvarer, og der er en koordinator med på turen, som sørger for at alle madvarer og opskrifter er klar til dagens madhold. I forbindelse med morgenmaden sættes der frem til, at alle deltagerne selv kan smøre deres frokostmadpakker. Madplanen sammensættes af børnevenlige retter, der både er fulde af smag og energi og overskuelige at tilberede i større mængder. Hvis nogen i familien har fødevareallergier eller følger en særlig diæt, kan vi ikke love, at det kan rummes på denne tur. I skal derfor kontakte os inden bestilling af turen, hvis I har særlige kostbehov.
Vand, saft, the og kaffe inkluderet. Ønsker I vin eller øl til maden eller aftenhygge, er I velkomne til selv at medbringe det hjemmefra.
Indkvartering
Afhængig af deltagerantal bor gruppen i 1 eller 2 storhytter. Hver familie bor på som udgangspunkt på et værelse med 2-5 senge*. Værelserne er enkelt indrettet med køjesenge og et lille bord. Det er ikke luksus, men det er rent og pænt og i fin stand. Der er ikke eget bad/toilet på værelserne, men der er flere afdelinger med bade- og toiletfaciliteter i begge hytter. Der er desuden en opholdsstue i begge hytter og god plads til, at nogen kan hygge sig med brætspil om aftenen, mens andre kan sidde og sludre over en kop kaffe.
Øvrige faciliteter
Af øvrige faciliteter kan vi nævne en skistald med god plads til at nørde om skismøringen, en saunahytte midt på gårdspladsen samt en stald, der blandt andet huser heste, alpakaer, grise og høns. Hvis der er interesse for det, arrangerer vi gerne et besøg i stalden. Og lige uden for porten ligger en dejlig lang kælkebakke, som vi også kan bruge til diverse skilege.
Alt i alt er danner Fjellskolen en hyggelig og børnevenlig ramme om en dejlig familieskiferie lige midt i et af Norges smukkeste langrendsområder.
* Hvis en enlig forælder rejser med ét barn, og der ikke er flere ledige 2-personers værelser, kan det blive aktuelt, at familien må dele et 4-5 personers værelse med en anden enlig, der rejser med ét barn. Kontakt os evt. for spørgsmål til værelsessituationen 🙂
Storhytterne er en del af Den Norske Fjellskole Rondeheim og ligger centralt i Høvringen, som er en ganske lille fjeldlandsby på grænsen til Rondane, der er Norges ældste nationalpark. Der er langrendsløjper lige uden for lågen, og løjpenettet er stort og varieret og byder på et væld af højfjeldsløjper, og nogle mere beskyttede løjper i skoven, som er hyggelig at putte sig i, hvis vinden er til den friske side. Over trægrænsen er der bjergtagende udsigter både mod de nære toppe i Rondane og de lidt fjernere toppe i Jotunheimen. Området byder på flere serveringssteder i fjeldet, så man efter en god tur med kolde kinder kan komme ind og få varmen over en kop kakao og en vaffel. Det øger især børn og begynderes rækkevidde, at der er mulighed for en god pause halvvejs på dagens tur.
Ankomst: Fra kl. 15.00 lørdag den 8/2 2025
Afrejse: Kl. 10.00 lørdag den 15/2 2025
Personpriser:
Voksne (fra 16 år) i familieværelse (delt bad/toilet på gangen): 5.900 kr.
Børn (3-15 år) i familieværelse (delt bad/toilet på gangen): 4.500 kr.
Baby (0-2 år) i familieværelse: 1.500 kr.
Tilkøbsmuligheder
*Skileje: + 675 / 475 kr. inkl. støvler og stave
*Plads på transferbussen Gardermoen/Høvringen t/r: 1000 kr. for voksne og 500 kr. for børn under 12 år.
*7 nætter i familieværelse med bad/toilet på gangen
*Fuld pension: Morgenmad, selvsmurt frokostmadpakke og aftensmad. Deltagerne tilbereder måltiderne i fællesskab og står selv for opvask og oprydning. Første måltid er aftensmad på ankomstdagen, sidste måltid er morgenmad inkl. madpakkesmøring på afrejsedagen.
*Aktivitetsprogram i 5 dage
Følgende er IKKE inkluderet:
*Transport mellem Danmark og destinationen.
*Drikkevarer (ud over vand/saft/kaffe/the). Man må gerne selv medbringe vin/øl til maden.
*Rejseforsikringer og afbestillingsforsikringer.
*Evt. leje af linnedpakker med sengetøj og håndklæde
*Evt. skileje.
Med egen bil hele vejen:
Det tager ca. 11 timer inkl. et par pauser at køre fra København til Høvringen. Fra Oslo er der ca. 300 km. Særligt det sidste stykke efter Lillehammer op i gennem Gudbrandsdalen er en oplevelse i sig selv med stejle fjeldsider, der tårner sig op på begge sider af vejen. Ud over udgifter til benzin/diesel, skal der påregnes udgifter til at krydse Øresund eller Skagerrak og til vejafgifter i Norge. Turen med egen bil er den billigste og mest fleksible måde at komme afsted på. Husk at medbringe snekæder, da det sidste stykke er stejlt og til tider glat.
Med fly og transferbus:
Flyv til Oslo og tag bussen til/fra Høvringen. Bussen kører direkte fra Gardermoen på ankomstlørdagen kl. 14.00 og er i Høvringen kl. 18.15. På afrejselørdagen kører bussen fra Høvringen kl. 8.45 og er i Gardermoen kl. 13.
Vi anbefaler, at man booker fly, der giver minimum 2 timers luft mellem fly og bus, så der er plads til lidt forsinkelser uden at man kommer for sent til næste transportmiddel. Pladser på bussen kan bookes ifm. booking af turen.
Med fly og tog:
Flyv til Oslo/Gardermoen og tag toget fra lufthavnen til Otta og derfra en taxa videre op på fjeldet. Togbilletter købes på www.vy.no, og de frigives 3 måneder frem i tid. Det plejer at være nemmest at vælge fly, der korresponderer med toget kl. 14.29 fra Oslo Lufthavn mod Otta og på hjemvejen med toget, der afgår kl. 11.30 fra Otta med ankomst til Oslo Lufthavn kl. 14.30. Vi anbefaler, at man booker fly, der gerne giver minimum 2 timers tid mellem fly og tog, så der er plads til lidt forsinkelse og bagagehåndtering. Taxaturen mellem Otta og Høvringen tager ca. 25 minutter, og vi hjælper gerne med at arrangere fælles taxa, hvis flere deltagere vælger denne rejseform.
Med bil og færge:
En nem og bekvem måde at starte ferien på er ved at sejle til Norge med bilen ombord på færgen og derfra selv køre det sidste stykke til Høvringen. Fra Sjælland kan man sejle København-Oslo, og fra Jylland kan man sejle Frederikshavn-Oslo, Hirtshals-Langesund og Hirtshals-Larvik. Husk at bestille plads i god tid.