Dette er havkajakkurset for dig, der gerne vil finde ud af, om kajakroning er noget for dig og samtidig have et par sjove og hyggelige timer på vandet i selskab med behagelige og dygtige instruktører. Du introduceres til grundlæggende tekniske- og sikkerhedsmæssige færdigheder, og der lægges vægt på at skabe et trygt og behageligt læringsmiljø i smukke omgivelser i ved Esrum Sø og Greve Marina.
Det er vores ambition at gøre dig tryg ved havkajakken, pagajen og vandet, og at du tager hjem med inspiration og lyst til mere.
Kurset afholdes af instruktører certificeret hos Dansk Kano og Kajak Forbund. Efter kurset har du mulighed for at melde dig på et af vores IPP 1+2 kurser* og derefter blive medlem af Klub Sne & Vand, hvor du kan fortsætte din kajakudvikling og blive en del af et hyggeligt kajakfællesskab på med adgang til en masse udstyr, stor ekspertise, ture og smukke naturoplevelser i vores afdelinger i Hundested, Espergærde, Greve og på Esrum Sø.
Kurset følger Dansk Kano og Kajak Forbunds standarder (IPP 1), og det kræver ingen særlige forudsætninger at deltage. Dog er det et krav, at du kan svømme.
Vi ses på vandet!
* Det er også muligt at melde sig direkte på et IPP 1+2 kursus uden først at have deltaget på et IPP1 kursus. IPP 1 kurset er tænkt som en smagsprøve målrettet dem, der er usikre på, om havkajak er noget for dem.
Følgende kajakudstyr stilles til rådighed:
- Kajak
- Pagaj
- Svømmevest
- Spray-deck
- Våddragt
- Rojakke
Du skal selv medbringe:
- Tætsiddende udendørs træningstøj, der passer til årstiden (ikke bomuld!)
- Godt med skiftetøj
- Håndklæde
- Vådsko/badeso. Alternativt løbesko/træningssko/sandaler
- Kasket/solskygge
- Solbriller (m. brillesnor)
- Solcreme
- Evt. vådragt uden ærmer
Hensigten med dette niveau er at opmuntre og motivere til sikkerhed og ansvarlighed på vandet, og vise de muligheder og gode oplevelser der ligger i kajakroning. Niveauet indeholder grundlæggende håndtering af kajakken under hensyntagen til udstyr og miljø. Niveauet bestås ved løbende evaluering.
Forudsætninger
Ingen
Varighed
½ dag / 4 timer
Lokalitet
Beskyttede forhold, overvejende fladt vand evt. lidt bølger. Hav, fjord, sø eller å. Ikke svømmehal/pool.
Undervisers uddannelsesniveau
Min. DKF Instruktør 1 (hav)
Løfteteknik
Hensigtsmæssigt skadesforebyggende løfteteknik. Det anbefales, at flere personer hjælpes ad med løft og transport
Adgang til vandet
Hensigtsmæssig adgang til vandet afhængig af kystens relief, strømforhold, bredden mv. ved både start og landgang.
Indstigning og udstigning
Kontrollen skal bevares ved indstigning og udstigning af kajakken, pagaj tæt ved kan bruges til støtte. Kajakken eller bredden må ikke beskadiges.
Fremadroning
Lige ud 50 m, der forventes ikke fuld retnings-stabilitet, men der må ikke være tab af fremdrift eller sideværts ustabilitet.
Stoptag
Stoppe efter både forlæns og baglænsroning. Efter højst 4 tag skal bevægelses i modsat retning være synlig.
360° rotation på stedet
Med den rette kombination af forlæns og baglæns fejetag (rundtag) med synlig kropsrotation såvel med som mod urets retning.
Baglænsroning
Kajakken roes 25 m med tydelig kropsrotation og orientering over skulderen.
Roning i 8-tal
Der roes 8-talsbane med en kombination af fremadtag og fejetag (rundtag) for at demonstrere grundlæggende styrefærdigheder
Sideforflytning (begyndende færdighed)
Kropsrotation mod rosiden skal være synlig, pagajbladet er dækket af vandet og skaftet rimeligt lodret. Pagajbladet må løftes eller skæres gennem vandet. Sideværtsbevægelse synlig men et vist udsving i begge ender er tilladt.
Bagror/agterror (begyndende færdighed)
Med kajakken i bevægelse fremad placeres pagajbladet mod agterenden. Bladet skal være næsten dækket af vand og den forreste arm holdes afslappet hen over maven og skaftet er omtrent parallelt med kajakken, der skal kunne styres i en lige linje med pagajen.
Lavt støttetag/ undgå kæntring (begyndende færdighed)
Kajakken kantes, så den næsten er ude af balance. Roeren skal demonstrere begyndende færdigheder i lave støttetag til begge sider.
Kæntre, svømme i land og tømme kajakken
Ved kæntring skal roeren forholde sig roligt og hurtigt få fat i kajak og pagaj. Under svømning med kajak bevares kontrol med kajak og pagaj. Ved tømning må modtages hjælp men personen står selv for tømningen.
Vandtilvænning
Personen skal være fortrolig med at opholde sig i vandet iført vest.
Rednings/ svømmevest og opdrift
Personen skal være iført CE-godkendt vest og med udrustning tilpasset forholdene. Opdrift tilpasset kajakken(vandtætte skot eller opdriftsposer).
Lagerstatus: På lager