(0 varer) - 0,00 DKK

Din indkøbskurv er tom.

  • Fjeldski ved Bygdin, uge 11 2023
  • Fjeldski ved Bygdin, uge 11 2023
  • Fjeldski ved Bygdin, uge 11 2023
  • Fjeldski ved Bygdin, uge 11 2023
  • Fjeldski ved Bygdin, uge 11 2023
  • Fjeldski ved Bygdin, uge 11 2023
  • Fjeldski ved Bygdin, uge 11 2023
  • Fjeldski ved Bygdin, uge 11 2023
  • Fjeldski ved Bygdin, uge 11 2023
  • Fjeldski ved Bygdin, uge 11 2023
  • Fjeldski ved Bygdin, uge 11 2023
  • Fjeldski ved Bygdin, uge 11 2023
  • Fjeldski ved Bygdin, uge 11 2023
  • Fjeldski ved Bygdin, uge 11 2023
  • Fjeldski ved Bygdin, uge 11 2023
  • Fjeldski ved Bygdin, uge 11 2023

    Uge 11 2023 (Søndag den 12. marts - lørdag den 18. marts)

    Fjeldski - unik beliggenhed - smukke fjeldlandskaber - hyggeligt hotel - dejlig mad - godt selskab

    I denne uge bevæger vi os rundt i et af de mest betagende vinterlandskaber, som Norge kan byde på. Vi spænder fjeldskiene på og går på opdagelse uden for de præparerede løjper i det smukke område ved Bygdin, der ligger ved Jotunheimen Nationalpark. Udgangspunktet for turen er Bygdin Høifieldshotel, der ligger i helt spektakulære opgivelser ca. 10 km. nordvest for Beitostølen. Bygdin ligger bogstaveligt talt for enden af vejen, da vejen videre over fjeldet først ryddes for sne omkring påsken.

    Du behøver ikke at have løbet på fjeldski før for at kunne deltage på denne tur. Men du skal have nogen erfaring med langrendsski og kunne bevæge dig rimelig ubesværet rundt på ski og være tryg ved at køre nedad og kunne bremse effektivt. Du skal være i almindelig god form og kunne være ude på tur hele dagen med en let dagstursrygsæk på ryggen. Vi går i roligt tempo, holder gode pauser undervejs og tager os tid til at nyde omgivelserne, udsigten og det gode selskab. 

    Turen inkluderer - ud over ophold i 6 døgn med fuld pension - et 5-dages aktivitetsprogram med guidede ture af forskellig længde ud i det fantastiske fjeldområde. Alle aktiviteter er tilbud, og der er ingen krav om deltagelse. Men det er hyggeligt, hvis du vil med på tur. Turmulighederne i området er mange, og gruppens dygtige instruktør lægger sig i selen for at imødekomme jeres ønsker - og er klar med alternative turforslag, hvis dagens planlagte aktivitet ikke lige matcher dagsformen. 

    Den isolerede beliggenhed betyder spektakulære udsigter, men også mulighed for dage med hårdt vejr. Hvis vi har dage med megen blæst, kan vi sætte os i vores biler og køre ca. 15 minutter til mere beskyttede områder. Beliggenheden i udkanten af det store løjpenet ved Beitostølen gør, at det også er muligt at tage ture på egen hånd på almindelige langrendsski i de typisk meget velpræparede spor. Hvis din rejsemakker er mere til almindelig langrend end til fjeldski, er det således muligt for jer at følges på ferie men løbe ture hver for sig. 

    De smukke omgivelser kombineret med det meget hyggelige hotel, hvis ældste dele daterer sig tilbage til slutningen af 1800-tallet, giver et helt unikt udgangspunkt for en uforglemmelig ferie i vårvinteren.

    Prisen inkluderer 6 dages ophold med fuld pension (morgenmad, frokostmadpakke og middag), aktivitetsprogram med undervisning og guidede ture i 5 dage samt godt selskab. Drikkevarer og transport til og fra destinationen er ikke inkluderet. Se mere info under de øvrige faner. 





     

    Bygdin Høifieldshotel ligger ualmindeligt smukt placeret midt mellem fjelde og søer. De ædste dele af hotellet er fra slutningen af 1800-tallet, mens der løbende er bygget til og istandsat. Hotellet byder på flere meget hyggelige opholdsstuer, nogle med den dejligste udsigt, en fin spisesal, café samt sauna.

    Det er muligt at vælge mellem forskellige typer af værelser, og prisen på turen varierer alt efter, hvilken type værelse I vælger. Mulighederne inkluderer økonomiværelser, historiske værelser og moderne værelser. Økonomiværelserne er rene og pæne med en enkel standard. De historiske værelser har deres helt egen charme og leder tankerne i retning af et ældre badehotel. Fælles for de historiske værelser og økonomiværelser er, at der er håndvask på værelset, mens der er fælles bad/toilet på gangen. Værelserne uden eget bad/toilet er udstyret med badekåber. De moderne værelser er helt nyistandsatte og har dobbeltsenge og eget bad/toilet. 

    Alle måltider er inkluderet i prisen, mens drikkevarer til aftensmaden kan tilkøbes på stedet. Hotellet har udskænkningsrettigheder, og det er ikke tilladt at medbringe egne drikkevarer på hotellets fællesområder. 

    Pris:
    Fra 7.600 kr. pr. person

    Dette er med i prisen:
    *6 nætter i delt økonomiværelse med bad/toilet på gangen. Andre værelsestyper og enkeltværelser kan vælges mod pristillæg.
    *Fuld pension: Morgenmad, frokostmadpakke samt middag. Første måltid er aftensmad på ankomstdagen, sidste måltid er morgenmad inkl. madpakkesmøring på afrejsedagen.
    *Aktivitetsprogram med undervisning og guidede ture i 5 dage

    Dette er ikke med i prisen:
    *Transport mellem Danmark og destinationen.
    *Drikkevarer ifm. måltider og ellers 
    *Rejse- og afbestillingsforsikringer.
    *Skileje

    Priser pr. person ved valg af andre værelsestyper
    *Enkeltværelse (økonomi) med bad/toilet på gangen: 8.200 kr.
    *Delt dobbeltværelse (historisk) med bad/toilet på gangen: 8.300 kr.
    *Enkeltværelse (historisk) med bad/toilet på gangen: 8.900 kr.
    *Delt dobbeltværelse med eget bad/toilet: 8.550 kr. 
    *Enkeltværelse med eget bad/toilet: 9.950 kr.

    Ankomst: Fra kl. 16.00 søndag den 12. marts 2023
    Afrejse: Senest kl. 10.00 lørdag den 18. marts 2023

    Rejsevejledning - Transport fra Danmark til Bygdin
    Med egen bil hele vejen
    Turen i egen bil er den mest fleksible måde at rejse på. Det tager ca. 10 timer inkl. et par pauser at køre fra København til Bygdin. Fra Oslo er der ca. 250 km. Fra Oslo skal man ad E16 til Fagernes og videre ad Fv51 til Bygdin via Beitostølen. Ud over udgifter til benzin/diesel samt færge/bro, skal der påregnes udgifter til vejafgifter i Norge. Vi anbefaler, at I har snekæder med i bilen for en sikkerheds skyld. Vejen mellem Beitostølen og Bygdin er nattelukket med bom mellem kl. 20.00 og 8.00, så jeres ankomst skal tilpasses derefter. Vejen kan blive lukket med kort varsel i tilfælde af voldsomt vejr.

    Med fly og bus:
    Den bekvemme løsning er at flyve til Oslo/Gardermoen og tage bussen Valdresekspressen til Beitostølen. Valdresexpressen afgår nogle ugedage fra Oslo Sentralstasjon og andre dage direkte fra lufthavnen. Vinterkøreplanen lægges ud på www.nor-way.no i løbet af efteråret. Hotellet kan mod en mindre betaling hjælpe med transporten mellem Beitostølen og Bygdin.

    Med bil og færge:
    En nem og bekvem måde at starte ferien på er ved at sejle til Norge med bilen ombord og derfra selv køre det sidste stykke til Bygdin. Fra Sjælland kan man sejle København-Oslo, og fra Jylland kan man sejle Frederikshavn-Oslo, Hirtshals-Langesund og Hirtshals-Larvik. Husk at bestille plads i god tid.

Galleri

    Fjeldski ved Bygdin, uge 11 2023

Varenummer: Fjeldski_Bygdin_11_2023

Lagerstatus: På lager

7.600,00 DKK

* Påkrævede felter

7.600,00 DKK
This site uses cookies. By continuing to browse this site you are agreeing to our use of cookies. Find out more here.